Ny roman nyt forlag

Ny Martin Davidsen-roman udkommer til september


Forfatteren Martin Davidsen udgiver sin nye, finurlige krimiserie fra 1500-tallet på Forlaget Tanken & Mindet. Her får jeg indflydelse på hele processen, siger han. 


09.05.2021


Når første bind af Martin Davidsens nye bogbinder-serie udkommer til september, sker det på Forlaget Tanken & Mindet.

Ønsket om at komme tættere på arbejdet med manus og få mere indflydelse på bøgernes færdige resultat har fået forfatteren af Tobias Rens-serien fra 1600-tallet til at gå nye veje og vælge Forlaget Tanken & Mindet til sin nye krimiserie fra 1500-tallet. 

”Det er et spændende forlag, hvor jeg hele vejen har indflydelse på processen, og hvor jeg samtidig kan få lige præcis den hjælp, som jeg har behov for og ønsker,” siger Martin Davidsen.


Friheden til at skabe og være kreativ er vigtige kodeord i Martin Davidsens forfatterskab. Forlaget Tanken & Mindets værdier lever godt op til den tanke, mener han.

To ravne indgår i forlagets logo og grundidé. De er hentet i den nordiske mytologi, hvor Odin havde to ravne, Hugin og Munin, som betyder tanken og erindringen.  De to store fugle symboliserer ifølge Forlaget Tanken & Mindet bøgernes evne til at formidle tanken via ord og erindring samt bevare minder om fortællingen og de følelser, den vækker efterfølgende. 

”De tanker står jeg fuldstændig inde for. Uden bøger har vi hverken en fremtid eller en fortid,” fortsætter han.


Flere bind er på vej

Den præcise udgivelsesdato for første bind i serien om Laurits Bogbinder er endnu ikke fastlagt. Fast står dog, at det bliver i september. 


Martin Davidsen udkom senest i 2019 med ”Skyggernes Fyrste”, der er tredje bind i fortællingen om mønsterbryderen Tobias Rens. De to første bind hedder ”Løftet” og ”Kongens Brev”.

Forfatteren glæder sig nu til at udbrede sit forfatterskab og den nye krimiserie gennem Forlaget Tanken & Mindet, og allerede nu er der godt nyt på vej. 


Martin Davidsen har ikke ligget på den lade ende. Andet bind i den nye serie med Laurits Bogbinder er allerede skrevet, og plottet til både tredje og fjerde bind er mere end godt på vej. Skrivestarten til nummer tre er derfor så småt ved at blive indledt. 


”Det bliver rigtig spændende, og med beslutningen om forlaget får jeg nu mere tid at dedikere mig til skrivearbejdet,” siger Martin Davidsen. 


Læs mere om Forlaget Tanken & Mindet på https://www.tanken-mindet.dk



 


Tilbage til blog