04.09.2021
Forfatteren Martin Davidsen har gravet dybt i Helsingsørs middelalderhistorie, og nu er første bind i hans nye, historiske krimi-fortælling fra 1500-tallets Helsingør klar.
Med den ærekære og nysgerrige Laurits Bogbinder som hovedperson fortæller Martin Davidsen med humor og stor finurlighed i DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST om småfolk og godtfolks liv i en tid, hvor tro og overtro florerer side om side, og hvor ære er afgørende for det enkelte menneskes skæbne. Lige som i romanerne om kaptajn Tobias Rens fletter han i bogbinderserien historiske begivenheder og personligheder ind i en fiktiv fortælling og handling.
Scenen i den nye roman er sat i året 1535. På Krogen sidder lejesoldater fra Lybæk tungt og vogter skibsfarten på Øresund, og samtidig rykker kampene om kronen og den sande tro ude i landet tættere og tættere på sundbyen. Midt i lejesoldaternes overgreb og usikkerheden om fremtiden forsøger byens borgere desperate at bevare en vis form for normalitet med fastelavnstidens spøjse fester og traditioner.
Det gælder også for Laurits Bogbinder, som lever et tilfreds og godt liv som højt respekteret bogbinder og ærlig mand i Helsingør.
En dag kort før fasten forstyrres hans gode liv imidlertid. Laurits får ansvaret for enken Lilje og hendes to børn - og endnu værre: et vigtigt bogbinderarbejde for karmeliterklostret forsvinder ud af det blå fra hans værksted. Ivrig efter at opretholde sit gode ry og få sit uforstyrrede liv tilbage går han på jagt efter de forsvundne papirer og sandheden om enkens mands død.
Meget snart må den ellers så besindige bogbinder dog til sin store skræk indse, at hans besættelse efter at genvinde sin gode, gamle tilværelse nu pludselig truer ham på både livet og æren.
Martin Davidsen har som i sine tidligere romaner om kaptajn Tobias Rens fra 1600-tallet i sin nye serie valgt at skrive om en brydningstid i Danmarkshistorien. Først og fremmest har han dog valgt at skrive om en mand og hans udvikling i en turbulent tid.
DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST og de øvrige bind i serien, som er allerede er stærkt på vej, er dog også en kærlighedserklæring til hjembyen Helsingør; byens liv, mennesker og ikke mindst dens spændende historie.
DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST udkommer den 8. oktober på Forlaget Tanken & Mindet.
Martin Davidsen (1968) debuterede i 2017 med første bind i den historiske thriller-serie om kaptajn Tobias Rens. Serien består af Løftet, Kongens Brev og Skyggernes Fyrste.
www.martindavidsen.dk