Stormen

360 årsdag for Stormen

på København i 1659


Forfatteren Martin Davidsen opsøger i ny video de steder i København, hvor mænd og kvinder i 1659 kæmpede for livet. Steder, der også danner det historiske grundlag for hans roman Løftet.


13.02.2019


For 360 år siden forsøgte svenskerne i den isnende vinterkulde at indtage København efter en lang og hård belejring af byen. En erobring, der ville have udslettet Danmark.


Forfatteren Martin Davidsen har i anledning af årsdagen været på en historisk vandretur i området omkring Stormbroen, Stormgade, Bibliotekshaven, Vandkunsten og Slotsholmen for at huske den voldsomme nat, som vi i dag kender som Stormen på København.


Netop den del af Danmarks dramatiske historie har Martin Davidsen et ganske særligt forhold til. I romanen LØFTET, der er en del af hans episke romanserie om kaptajn Tobias Rens og hans skæbne i 1600-taller, befinder hovedpersonen sig på volden, da svenskerne stormer over isen for endegyldigt at gøre Danmark til en svensk provins.


I filmen beretter Martin Davidsen med stor indlevelse om de dramatiske begivenheder, der for 360 år siden udspillede sig på Stormbroen og i Stormgade.


Stormgade, der i 350 var åbent vand, var i den isnende vinterkulde frosset til og gav Carl 10 Gustavs toptrænede svenske hær en enestående mulighed for at få fri adgang til byens hjerte, Slotsholmen. Kun beskyttet af svage mure og volde samt københavnernes ubændige vilje til at forsvare byen og dermed landet stod den blodige kamp natten mellem den 10, og 11. februar 1659. En kamp, der endte med et markant svensk nederlag. Tobias Rens var med hele vejen.


LØFTET er andet bind i Martin Davidsens store romanserie om Tobias Rens, der foregår i de yderst turbulente år under og efter svenskerkrigene.


I LØFTET følger vi Tobias Rens skæbne fra Frederiksodde over København til Nakskov og Kiel, gennem sejre og nederlag i nogle af danmarkshistoriens mest epokegørende år. LØFTET er dog meget mere end en historie om en ung mand i en blodig krig. LØFTET er også en fortælling om en stor og stærk kærlighed mellem to unge mennesker, som lider under krigens hærgen og en fanatisk morders forfølgelse. Romanen udkom i 2017.

 


Tilbage til blog