Sådan begyndte det hele

BEGYNDELSEN

En vinterdag og et besøg i et antikvariat satte alt i gang


Her fortæller Martin Davidsen om, hvordan han fik ideen til serien om Tobias Rens.


Jeg besøger jævnligt Københavns kendte antikvariater, hvor jeg går rundt og roder i deres samlinger af gamle bøger. Jeg havde ingen anelse om, at denne vinterdag for nogle år siden ville blive anderledes og for altid forandre mit liv.


Efter en rum tids søgen og roden rundt opdagede jeg en høj stak bøger bagest i lokalet, klemt inde mellem to gamle træreoler. Nederst i stakken øjnede jeg hjørnet af en lille, brun indbundet bog. Det var som om bogen talte til mig. Ivrigt gravede jeg den frem og tørrede den af for snavs og støv. Bogen hed: ”Københavns borgere 1659” og var skrevet af E. Marquard.


Titlen vakte min nysgerrighed og fik mig til at bladre de første sider igennem. Hvad jeg i første omgang tog for en mandtælling af byens borgere, viste sig at være ganske ukorrekt. Bogen indeholdt mandskabslisterne over Københavns borgere, fra dengang svenskerne belejrede byen i 1659. Oplysninger om virkelige mennesker. Hvor de kom fra og hvor de skulle stille på volden, når alarmklokken gik.

Midt i listen, under ledelse af guldsmed Niels Enevoldsen, stødte jeg på en lang række navne og så pludselig Tobias Rens - en ung løjtnant - for mig.


Ikke mange øjeblikke efter havde jeg betalt for bogen og var på vej hjem for at finde oplysninger om belejringen. Min formodning blev hurtigt bekræftet. Natten mellem den 11 og 12. februar 1659 stormede svenskerne København. Hovedangrebet gik netop mod det punkt, hvor den unge løjtnant stod placeret.


Den gamle bog fra antikvariatet og den unge løjtnants navn inspirerede mig til at skrive ”Løftet”. En historie om en ung mand og kvinde midt i en krig, der ændrede danmarkshistorien – og deres liv. Og den ændrede mit liv, for jeg fandt ud af, at jeg ikke igen kunne slippe disse mennesker. Jeg måtte skrive.