Dragen er nummer to i serie

Laurits Bogbinder er klar til hæsblæsende nye eventyr


Forfatteren Martin Davidsen er klar med andet bind i sin finurlige krimiserie om den nysgerrige Laurits Bogbinder fra før-reformationstidens Helsingør. Atter en gang må Laurits kæmpe for sin ære og samtidig opklare, hvorfor en spansk karavel med en død besætning er gået på grund ud for Helsingør. 


02.03.2022


Andet bind i Helsingør-forfatteren Martin Davidsens finurlige krimiserie om den ærekære Laurits Bogbinder fra Helsingør er lige på trapperne.

DRAGEN MED DE SYV HOVEDER OG TI HORN udkommer cirka 1. april på Forlaget Tanken & Mindet og er en direkte fortsættelse af den anmelderroste DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST.

 

Akkurat som i seriens første bind tager Martin Davidsen i DRAGEN MED DE SYV HOVEDER OG TI HORN læserne med på en spændende tidsrejse tilbage til før-reformationstidens Danmark. Til en tid, hvor småfolk og godtfolk side om side navigerer mellem den katolske kirkes strenge doktriner og overtroens stærke livsopfattelser, og hvor ære er altafgørende for det enkelte menneske.


Laurits Bogbinder kæmper i det tidlige forår 1535 fortsat med, at hans vante og behagelige dagligdag er gået i opløsning, efter at Helsingørs nævenyttige præst kort før fasten installerede enken Lilje og hendes to børn hos ham. Ikke nok med det. Den svangre Ellen bor også stadig under hans tag i Mellemgade, og Katrine Langeben fortsætter ganske højlydt med at kaste sin kærlighed på ham.

Udsat for hån og sladder har den overvældede bogbinder derfor mere end rigeligt at se til, da en spansk karavel løber på grund ud for Helsingør. Størstedelen af besætningen er omkommet af en mystisk sygdom, der hensætter byen i panisk angst for djævelsk pestilens og andre mørke kræfter.


Situationen tilspidses, da den agtværdige Konrad Købmand kommer i alvorlig klemme og pludselig bliver centrum for byens vrede. 


I en by plaget af mere og mere uro og en krig, der nærmer sig, indleder Laurits med hjælp fra sin bedste ven Didrik og Lilje jagten på sandheden. Endnu engang må den ærekære bogbinder dog indse, at hans stædige nysgerrighed kan få katastrofale konsekvenser. 


Med sundet helt tæt på og en evig betagelse af skibsfart har Martin Davidsen i sin nye bogbinder-roman atter ladet sig inspirere af hjembyen Helsingørs spændende historie. Ud over det har fortidens angst for pest ligget som en konstant påmindelse om menneskets sårbarhed overfor sygdom og epidemier - både før og nu - under arbejdet.


Lige som i DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST og sine tidligere romaner om kaptajn Tobias Rens fletter Martin Davidsen også i DRAGEN MED DE SYV HOVEDER OG TI HORN historiske begivenheder og personligheder ind i en fiktiv fortælling og handling.

 


Læs mere om Forlaget Tanken & Mindet på https://www.tanken-mindet.dk



 


Tilbage til blog