Helsingør-serien

PÅ VEJ: HELSINGØR-SERIEN


En bogbinders fortælling 

Laurits Bogbinder


Siden forfatteren Martin Davidsen flyttede til Helsingør, har han været optaget af sin nye hjembys fascinerende historie og smukke rammer. Det har inpireret ham til en ny romanserie om den nysgerrige Laurits Bogbinder, der har sit liv og virke i Helsingør i midten af 1530'erne. 


Laurits, der døjer frygteligt med søsyge, har skiftet sundet ud med et liv som bogbinder og bor nu som glad ungkarl i sine afdøde forældres hus i Mellemgade. Her lever han i skyggen af borgerkrig, religionsfejde og med udenlandske lejesoldater på Krogen et godt og tilfreds liv  i hyggeligt selskab med sin bedste ven, Didrik Færgemand. En dag kort før fastetiden i 1535 spiller skæbnen i skikkelse af byens præst, Fader Anders, ham dog et alvorligt puds, der river ham ud af den trygge hverdag og sætter hans tålmodighed på stærk prøve.


For at  få sit gode, gamle liv tilbage må han opklare et mystisk dødsfald, der ikke blot får store personlige konsekvenser, men også fører ham lukt ind i hjertet af Helsingørs mest dunkle hemmeligheder.


Glæd dig til at læse første bind i serien om Laurits Bogbinder.


Romanserien om Laurits Bogbinder, der kommer til at bestå af fem-syv bøger, udspiller sig i Helsingør i perioden fra 1535 til reformationens indførelse 1537.


Romanserien baserer sig på virkelige begivenheder og livsvilkår og har et til dels historisk persongalleri, der suppleres af fiktive personer omkring den fiktive hovedperson, den nysgerrige Laurits Bogbinder.


Alle seriens bøger har en afsluttet krimi-handling – og kan læses selvstændigt.


Serien bindes på humoristisk vis sammen af fortællingen om hovedpersonens menneskelige udvikling samt hans kvaler og udfordringer med livet - og særligt kvinder. 




FØLG MED PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM OG YOUTUBE