Kongens Brev - uddrag kapitel 42 til Nansen-historien

KONGENS BREV


af Martin Davidsen


kapitel 42

8. oktober 1660


København var nedsunket i anarki. Alt arbejde var indstillet. Ukvemsord og forbandelser genlød som ekkoer mellem huse og boder og gav hinanden næring. Slagsmål fik lov til at dø ud af sig selv.


Grupper af studenter og borgere jog hver for sig rundt i gaderne i klapjagt på adelens tjenestefolk. I nattens mulm og mørke blev en karet på Amagertorv væltet, og overalt var adelens palæer tydeligt arrede af sten og andet kasteskyts. På byens knejper, torvepladser og rundt om i hjem- mene luftede menigmand åbent deres frustration. Lunten til borgernes eksplosive temperament blev antændt, da byens magistrat fik læst for- slaget til de nye afgifter op. Accise, foreslået af adelen, nye skatter og afgifter, som understænderne i et brev til kongen ydmygt havde frabedt sig grundet den afgrundsdybe krise.


Rens og hans lille flok havde heller ikke sovet mere end et par timer den nat. Allerede klokken otte om morgenen samledes de ved Bispegården, hvor de delegerede diskuterede gårsdagens og nattens begivenheder. Som alarmeret til storm var alle bevæbnet med våben, brandtaler eller skrivefjer, afhængigt af rollen i dagens ageren.


“Jeg er ikke skabt til at stå her og vente. Jeg og mine folk eskorterer præstekraverne til konventhuset i Silkegade. I andre kan vente til afgangen mod bryggernes lavshus.” Svend tog sine mænd og forsvandt efter kannikkerne.

Uanfægtet af gejstlighedens alvorlige miner fandt han en lystig tone frem og fløjtede i vilden sky.


Rens hængte musketten over skulderen. Han havde det helt fint med at vente. Noget, han efterhånden var mester i.


“Vi skal til rådhuset,” prustede borgmester Nansen, da han i hæsblæsende tempo svingede i retning af Nørregade med Rens og de andre i hælene.


Ifølge Nansen måtte alt nu briste eller bære. Dette var dagen, hvor den samlede enhed af understænder blev spurgt, om de var rede til at underskrive forslaget om arverigets indførelse, fravriste rigsrådet magten og levere håndfæstningen tilbage til kongen.


“Forventer vi problemer?” stønnede Espen, der halsede efter dem.

Rens lod sig falde tilbage og rystede på hovedet. “Vi skal vist bare sørge for, at vores gode borgmester ikke bliver forvekslet med en adelig laps på vej gennem byen.”

“Eller at en snigmorder ikke hugger knoppen af Dem,” indskød Niels. Han gik med musketten ladt mellem hænderne, parat til at skyde hvem som helst, der måtte virke mistænkelig.

“Ja, det også.”


“Kaptajn Rens følger mig med ind, I andre venter her udenfor. Det går formodentligt hurtigt.”


Trods rådhusets tunge dør strøg Nansen ind, som var den lavet af det tyndeste pergament. Byens magistrat ventede allerede på deres dertil byggede repos med puder i sæderne. Rådstuen var fyldt med nysgerrige og forventningsfulde mennesker. Nansen stillede sig op på en stol og argumenterede for alle de fordele, København ville nyde gavn af, om kongen fik sin vilje og ret. Høje tilråb og kongetro tilkendegivelser lød under hele talen.


“Adelen har, alle som en, presset os til at godkende langt flere afgifter, end vi kan erlægge, og nu kommer de med yderligere forslag.” Talen blev afbrudt af et kor af bu-ord, føj og fordømmelser. Nansen lod alle råbe færdig, stak så hånden i vejret og blev stående sådan, til der igen var faldet ro over forsamlingen. “Og hvad betaler adelen selv? Symbolske og ligegyldige afgifter. Rigsrådet må standses, inden riget kuldsejler. Og derfor spørger jeg nu enhver god borgermand, trofast og loyal, under dette tag.” Han holdt en pause og så ud over hele forsamlingen. “Er det ikke rådeligt og gavnligt at tilbyde kongen sit fortjente kongedømme som et arverige? Lade kongen være konge uden at være bundet af en håndfæstning?”


Forslaget blev godkendt, ledsaget af højlydte bifaldsråb, øredøvende klapsalver og stokke, der fornøjet blev hamret i gulvet. Ingen sad længere ned, alle havde stadig travlt med at tiljuble forslaget, da Nansen pressede Rens tilbage ud ad døren.


“Dette var min egen forsamling,” sagde han, da han tilfreds hastigt forlod rådhuset med Rens ved sin side. “Nu gælder det resten af landets borgmestre. Nogle af dem holder utrætteligt fast på deres,” knurrede han og formåede ikke at skjule trætheden.

“Gejstligheden skriver ikke under, før vi andre har gjort det. Jeg stoler dog på Svane, ingen har hans evner til at overtale vrangvillige mennesker.”


På grund af tempoet og det faktum, at Nansen nu var flere skridt foran, svarede Rens ikke. Overblikket var dog fornuftigt. Måske var dette dagen, hvor krigen atter brød ud. Denne gang som borgerkrig. Thuresens borgervæbning stod i hvert fald klar til at få udleveret krudt og kugler. Tanken om krig ramte ham. Hvilken tragedie. Han var træt af krig, belejring og blodige kampe, fremmede hære, som hærgende drog rundt i riget. Det ville betyde landets undergang. Intet mindre. For et kort øjeblik glemte han sin ukendte fjende. Uanset konsekvenser, han slet ikke kunne gennemskue, håbede han på, at alle underskrev og lod land, konge og det evindelige stændermøde komme videre – og ham selv slippe og finde tilbage til sit eget liv.


*


Bryggernes lavshus var stort, men slet ikke stort nok til at rumme den menneskeskare, som i spænding ventede på at høre Nansens tale. Borgmesteren måtte skubbe og mase for at trænge sig igennem og blev straks budt op på talerstolen, da han endelig nåede frem. Svedende tog han sin tid, rettede på vesten og rømmede stemmebåndet, inden han trak vejret dybt et par gange.


Rens var ikke inviteret indenfor, men fandt en undskyldning og klemte sig sammen med Espen alligevel ind. “Jeg er blevet nysgerrig,” hviskede vennen.


Fremme i salen knitrede borgmesterens iltre stemme allerede.
“Mine herrer,” råbte han og holdt derefter en lang kunstpause, “mine ærværdige medborgere, for nylig kunne vi afsløre adelens undergravende virksomhed, der truer forhandlingerne. Som vi alle nu ved, har de bag om vores ryg foreslået nye afgifter og forhøjet mange andre på eget initiativ.” Han fortsatte med en dyb stemmeføring, dog ydmyg, på grænsen til dysterhed. Mens han fik talt sig varm, steg tempoet i samme takt som tonelejet.


“Var det ikke Gabel, som foreslog afgifterne?” Espen hviskede igen.

Rens huskede godt Gabels ord i det indelukkede loftrum sammen med Gyldenstjerne. Han drejede hovedet og satte fingeren for læberne.


“Vi må sikre os mod adelens fremtidige overgreb,” tordnede Nansen ud mod de debuterede og hamrede hånden ned i talerstolen. Ordene i den indøvede tale bragede hurtige og præcise, indtil han med et langtrukkent suk som i en græsk tragedie faldt sammen. Kun for hurtigt igen at fatte sig og med lynende øjne og kraftigt mæle at tilbageerobre salens opmærksomhed. “Derfor beder jeg nu alle forsamlede her om samtykke til, at vi som landets borgere, understænderne, tilbyder riget som et arvekongerige til Hans Majestæt, så han kan blive en regerende herre.”


Stilheden larmede hen over lytterne. Ansigter vendte sig mod hinanden. En rykkede på sig, flere hostede, stemmer mumlede. Tilbageholdte åndedrag.


“Hørt,” kom det svagt nede bagfra.
“Hørt,” lidt kraftigere, endnu et, så flere og flere, højere og højere. Købstædernes delegerede stillede sig på tæer og klappede ad Nansens tale, jublen og hujen brød løs, som var der uddeling af gratis brændevin. Hatte blev smidt op i luften. Borgmestrene flokkedes om ham og lykønskede ham med talen. Alle ønskede at trykke hans hænder.


Midt i trængslen stod Nansen med en tilfreds mine, som havde han lige vundet en julegris på markedsdagen.


*


Frederik Thuresen og Hans Petersen Klein, repræsentanterne for Københavns magistrat, var udvalgt som bærerne af forslaget til rigshofmesteren. Med blottede våben, dog mere ceremonielt end som beskyttelse, eskorterede Rens og hans mænd udsendingene.

“Ikke et ringe teater,” tilkendegav biskop Svane, der tilfreds betragtede synet.


“Vi skal til Østergade.” Thuresen rettede på jakken. I favnen vogtede han det dyrebare dokument, som gejstligheden havde underskrevet på lige fod med samtlige borgerlige deputerede.


“Dette er folkets present til deres drot Frederik III, helten fra Københavns belejring,” bekendtgjorde Svane.


“Gersdorff bliver nok overrasket over indholdet,” grinede Skåning harskt uden at tage biskoppens højstemthed særlig alvorligt.


“Ja, den får de sgu travlt med at rede sig ud af,” stemte Espen i med nakken godt tilbage og den ene hånd på skulderen af Niels.


“Er det virkelig forslaget til kongen og rigsrådet?” spurgte Rens med sagte stemme.


“Intet mindre, min brave mand.” Biskoppens behagelige tone var stærk og fuld af selvtillid. “Om lidt, når vi ankommer til rigshofmesterens bolig, lander dokumentet i hans skød, forhåbentligt uden forvarsel.”


“Kravet om, at kongen nu selv skal bestemme?” sagde Rens med tankerne andetsteds.


Nansen kiggede fornærmet på ham. “Hører man slet ikke efter, knægt?” Der var en drillende tone i hans stemme. “Ingen stiller andet end forslag til rigsrådet. Alt andet ville jo være det rene forræderi.” Han smilede tilfreds. “Næh, vi foreslår blot rigsrådet at følge understændernes ønsker om at belønne kongen i hans kærlige omsorg for riget med denne gave. Indførelsen af arvekongedømmet er alene folkets vilje, som du ved.” Han satte hovedet lidt på skrå og kneb det ene øje sammen. “Ikke sandt, kaptajn?”


“Jo, jo naturligvis,” Rens turde ikke svare andet af frygt for at blive misforstået. Alle havde jo underskrevet det nu. I grunden havde Nansen naturligvis ret.


“Husk, hvad jeg netop sagde i bryggernes lavshus. Københavns borgere samledes om kongens ønske om at dø i sin rede. Da svenskerne kom, knoklede vi på byens volde med skovlen i den ene hånd og sværdet i den anden – og modstod fjenden.” Nansen havde igen talt sig varm, stemmen hævede sig, så alle i gaden hørte det. Han klappede i hænderne og fortsatte:


“I dag bliver dagen, hvor vi afleverer vore hjerters ønske til rigsrådet og forlader håndfæstningens sikre grund.”


‘Hørt’ og andre tilråb tilkendegav stemningen omkring ham. Folk var opstemte og glade, flere og flere strømmede til fra huse og stræder og ledsagede dem. Rens så på dem, begejstrede ansigter, åbne øjne, én fik lyst til at råbe hurra for forslagets underskrift. Han mærkede selv glædens rus. Han måtte stole på alle disse mennesker, så mange kloge hoveder – lærde, gejstlige, købmænd, agtværdige borgere med titler og succes – kunne vel ikke tage så grueligt fejl. Måske lagde Nansen mærke til hans eftertænksomme øjne, han trådte i hvert fald helt tæt ham.


“Stol trygt på os, min ven. Når kongen har brændt sin urimelige håndfæstning, skal vi nok sørge for at give dig oprejsning. Med embede og titel. Og så får vi gang i vores lille gesjæft i det holstenske.”


“Titel som kaptajn Rens eller som kaptajn Thomsen?”


Nansen vendte sig mod ham og lagde begge hænder på hans skuldre. “Intet mindre end kaptajn Tobias Rens, eller mere. Hvem ved, måske kongen er i godt lune den dag, han brænder håndfæstningen.” Med de ord vendte han sig om og sang med i Vor Gud han er så fast en borg af lungernes fulde kraft. Salmens sejrrige kampord spredte sig gennem gaderne, kraftigere og kraftigere, båret oppe af et helt menneskehav. En herreløs hund fandt det bedst at forsvinde, ovenover lettede en due fra en overskidt karnap.


*


Gersdorff boede næsten dør om dør med Otte Krag. Huset så tillukket og ubeboet ud. Først da Thuresen bankede på yderdøren, blev der tegn på liv inde bag vinduerne.

En ung lakaj i brune sko, blå knæbukser med gyldne striber ned langs siden og hvid skjorte med smukt udformede kniplinger åbnede. Thuresen, høflig som altid, bad om at få foretræde for rigshofmesteren. Da lakajen smækkede døren i for at aflevere beskeden, trådte han tilbage og ventede tålmodigt. Hverken handling eller kropssprog antydede, hvor vigtigt brevet, han bar mellem hænderne, i virkeligheden var. Alle vidste, Gersdorff lå syg, vistnok med blæresten, men heldigvis rask nok til at samle adelen hjemme, når vigtige emner skulle diskuteres. Ikke mange minutter passerede, før lakajen atter slog døren op og denne gang med en enkelt håndbevægelse inviterede gæsterne ind.


Rens gættede på, at de hurtigt ville stå på gaden igen. Ganske rigtigt.


“Blev han overrasket over Deres besøg?” spurgte Rens nysgerrigt Thuresen, inden han gjorde sig klar til afgang.


“Ingen tvivl om det, og endnu mere da han fik forslaget læst op. Mon ikke han er i gang med at kalde alverdens rigsråder sammen. Forslaget kræver sit svar.”

 

Har du lyst til at læse mere om Kongens Brev, og hvad andre læsere mener om romanen og Tobias Rens, så klik her.


Martin Davidsen