Denne blog fortæller historien om, hvad der inspirerede forfatter Martin Davidsen til at skrive sin første historiske roman om den nysgerrige Laurits Bogbinder fra 1500-tallets Helsingør.

Da jeg flyttede til Helsingør i 2016, vidste jeg ikke, at byen ville gribe fat i mig på den måde, den gjorde.
Men det gjorde den. Helt ind i rygraden.
Byens historie, murene, klostret, Kronborg, Øresund og alle de skjulte detaljer i gaderne – det hele kaldte på fortællinger.

Jeg har jo fra barnsben været historienørd. Jeg elsker lagene, de usynlige spor, og de spørgsmål, man ikke kun kan slå op i en bog.
Helsingør viste sig hurtigt at være et sted, hvor der vrimler med den slags.

Det begyndte med et fund

Det var under research til en ny romanserie med udgangspunkt i Helsingør, at jeg kort efter ankomsten til Helsingør faldt over noget helt særligt: Et gammelt fotografi i Nationalmuseets kirkeværk om Sankt Mariæ Kirke fra 1964.

Det var ikke noget prangende billede. 

Dette sort-hvide fotografi satte gang i min fantasi.


Bare et sort-hvidt fotografi af en simpel teglsten. Med tre aftryk af nøgler. Men det satte gang i min fantasi.

Hvem havde i sin tid lagt nøglerne i den bløde ler?
Hvilken lås passede de til?
Og hvad betød det – dengang i senmiddelalderens Helsingør?

Den var der - og så var den væk

Stenen blev fundet under restaureringen af Sankt Mariæ Kirke og karmeliterklostret omkring 1900–1907. Ifølge Danmarks Kirker skulle stenen i dag (på det tidspunkt i 1964) opbevares i vestfløjen i det, der i dag er kendt som "konestuen".

Men da jeg begyndte at grave i historien bag stenen, viste det sig, at ingen i dag aner, hvor den er.

Jeg kontaktede kirken.
Byens museer.
Nationalmuseet.
Ingen havde set stenen siden 1960’erne. 

Den var væk.

Og sådan begyndte en slags skattejagt, der nu har varet i flere år.

Det er på én gang frustrerende – og uhyre inspirerende.
For det er jo ofte dét, gode fortællinger begynder med: Noget, man ikke kan finde.

Måske ligger stenen i et hjørne af et loft.
Måske gemmer den sig i en æske bag en museumsreol.
Måske – som i romanen – dukker den op på det helt forkerte tidspunkt og ændrer alt.

Mere end en forsvundet sten

For stenen er ikke bare en forsvundet sten. 
I min første Laurits-bog Døden på den gustengule hest bliver nøglestenen en central brik i Laurits Bogbinders opklaring – og en slags symbol på alt det, man prøver at skjule i en tid, hvor både tro og ære står på spil.

Nøglestenen – selv i sit fravær – er også et meget konkret billede på alt det, jeg elsker ved at skrive historisk krimi: At virkeligheden skaber spor fra fortiden til nutiden.

At det usynlige bliver levende.
At virkeligheden aldrig er så enkel, som vi gerne vil tro.
Og at det nogle gange er det, vi ikke kan finde – der sætter gang i den stærkeste fortælling.

Derfor ramte det mig også, da lektørudtalelsen om Himlens Hvide Rytter - fjerde bind i Laurits-serien - fremhævede, at spænding forenes med indsigt.
For netop det forsøger jeg at gøre, hver eneste gang jeg sætter bogstaver på en ny side med Laurits Bogbinder:
At skrive krimier, hvor der ikke kun er noget på spil i plottet – men også i menneskene.

Spænding, der meget ofte tager udgangspunkt i noget virkeligt fra fortiden, som fastholder og rører i dag.

Den forsvundne nøglesten er mit fortsatte lille mysterium i dag.

Men måske ved du noget?

Er du blevet nysgerrig?

Vil du læse mere om Laurits og hans første sag og stenen, der tilfældigvis kommer i hans besiddelse i 1535, så tjek ind på https://martindavidsen.dk/work/bogbinder-serien/d-den-p-den-gustengule-hest


#Historiskkrimi

#MartinDavidsen

#Dødenpådengustengulehest

#DenforsvundnenøglestenfraHelsingør

#LauritsBogbinder

#Helsingør

#Spændingmedsjæl

#Krimimedhumor